Nowhere Kid

Storebroren (Jørgen) som går i niende, tog til Hornbæk med Pio’erne.

Og hovedpersonen lejede et sommerhus i et villakvarter i Hundested.

Simon Pio og Troels Pio er brødre.

Hovedpersonens far hedder Poul, og er en sjofel og streng gammel gris.

Hr. Pio er meget nedladende overfor sin kone, fru. Pio.

Hovedpersonens lillesøster hedder Sanne, og er 7 år.

Hovedpersonen forsvar Fru Pio overfor hendes mand som sidder og nedgøre Det var august.

Holger og Knud var 2 børn som havde, overfaldt Poul.

Hovedpersonen hedder John.

Kapitel 4

Hr. Meyer er komponist og fru Meyer er hjemmegående.

Stig er en bølle som går i Jørgens parallelklasse (9.a).

Det var Stigs far som havde givet Johns far en blodtud og et hævet øje.

Fru Berg er viceinspektøren.

Da Johns mor ikke er hjemme efter han blev sent hjem. Efter at han var blevet slået ned af Stig. Siger Hr. Meyer at John ikke skal være alene så han siger at John skal komme ind til ham.

Hr. Meyer har været i koncentrations lejer i Tyskland og fik ødelagt sin hånd.

Kapitel 5

Sanne går i første klasse.

John havde ikke lyst til at fortælle sine forældre og slagsmåle.

Kapitel 6

De sneede

Hr. Mov er gymnastik lærer.

Lars går i Johns klasse og er en rigtig spasmager.

Jørgen ringer på til Pio’erne hvor fru Pio åbner og ser at Jørgen har et par skøjter over skulderne, så hun kunne godt gætte hvad jeg gad.

Da de begge to sad i køkkenet og ventede og at de to Pioer kom hjem fra håndbolt. Sagde Fru Pio tak for den gang i sommers hvor John havde forsvaret hende overfor hendes mand.

Johns far havde tabt retssagen

Nu er vi i marts.

Kapitel 7 (marts 1)

Moren fortalte at far er taget væk et stykke tid, og først kommer tilbage om nogle måneder.

Han kommer først tilbage første august.

Kapitel 8

Da John kommer hjem fra skole spøger han Sanne om de ikke skal ned og besøge mor nede i guldsmeden.

Senere gik vi ind i antikbiksen, der stod Jørgen med Simon Pio, der lige havde fået beatlesfrisure.

Jørgen har lige købet en basguitar.

 Jørgen lærte at spille The Rolling Stones’ I Need You.

Kapitel 9

Næste dag kom der en mand ind i blå overall som skulle måle varmeforbruget på varmeapparaterne.

Manden vidste lidt om gamle ure.

Lidt efter manden var gået, kom Jørgen ind af døren og fik penge af moren til frisøren. Men han svarede bare ”Nej tak” Og hun blev mere og mere vred, til sidst gav hun ham sådan en lussing at man kunne høre inde i stuen, jeg skyndte mig ind og se, de stirrede hinanden i øjne.

En uge efter gik John ind til Bredgade ind til antikbiksen med uret for at høre hvad det er værd. Manden var midt i tyverne, men talte gammeldags. Manden vurderede det til Ca. 1000 kr.  Det var et tysk ure,  fra midten af sidste århundrede. Men det var en efterligning

Nogle uger senere blev uret solgt på en auktion for 1240 Kr.

Kapitel 10

Jeg (John) havde været i antikbiksen flere gange med fem 100-kronsedler i pungen. Det var hvad jeg havde fået lov til at bruge af min mor. Men den rigtige guitar havde ikke været der.

Hr. Plum arbejde i Antikbiksen. En mand i ruskindsjakke kom ind med en halvakustisk Gretch. Hr. Plum tilbød manden 300 Kr. for den, men det var alt for lidt for selv lidt risede Gretch. Han pakkede den sammen og gik ud af butikken. Jeg vente ryggen til Plum, stod og bladrede lidt i pladerne og gik så uden at købe noget. Lidt længere fremme ved slikbutikken stod manden med ruskindsjakken. Jeg gik hen til ham. Han spurgte hvad jeg ville give for den ”400?” Spurgte manden. Det var mindre end jeg regnede med han ville have for den, så jeg nikkede og tog fire sedler frem og gav ham dem, og han gav mig den og sagde ”God fornøjelse.”

Kapitel 11

John skyndte sig hjem med guitaren og lagde den på sengen da Sanne kom ind og så den. Hun sagde ”Nu har du også en ligesom Jørgen.”

Efter at have øvet en halv time, gik jeg ind op Jørgens værelse med Sanne efter mig  

Om aften da vi havde spist gik Jørgen ud på badeværelset. Han kommer ud igen og ligner en pige med det lange hår.

(Han er begyndt at svare sin mor mere og mere igen, og virkelig pisser hende af).

Mor begynder at græde ”Far har bare været oppe at slås med Stigs far.” ”Det er ikke det. Jørgen. Det er fordi du ser forfærdelig ud.”

Kapitel 12

Det var tirsdag, den første august. Og jeg havde lige hentede Sanne henne ved nogle veninder. Da vi kommer hjem og ser far sidde inde i stuen. Faren bliver oprevet da han ser hvordan Jørgen ser ud, han siger at han skal blive klippet. Men det ville Jørgen ikke, han svare bare ham igen.

Om aften da de sidder og spiser prøver moren at holde samtalen i gang men det er kun John og Sanne det svare.

Kapitel 13

Skolen starter om to dage. Mor ringer og der er John det tager den, han for besked på at tag cyklen hen til far med den madpakke som havde glemt.

Da John og Sanne kom hen på fabrikken til far og havde afleveret madpakken begyndte Sanne og græde da hun fandt ud af at far ikke arbejde ved oven men hun pressede flasker. Senere tog de hen til slikbutikken hvor John købte en salmiakstang til dem hver fordi han ikke havde så mange penge tilbage. Senere gik vi hen til antikbiksen og se på nogle ting.

Kapitel 14

Jørgen havde givet mig et stykke papir med de vigtigste guitargrab, der var mange jeg ikke kendte, så hverdag øvede jeg mig en halv time kun med at spille akkorderne. Efter en uge begyndte jeg at få hård hud på min venstre hånds fingerspidser. En onsdag eller torsdag kom far og Sanne ind på mit værelse fordi far skulle hjælpe Sanne med et eller andet. Da far kom tilbage havde han en pengeseddel i hånden og sagde. ”Gå ned til frisøren og bliv klippet. Onkel John kommer på lørdag, og det er altså mere end nok, at Jørgen ser ud, som han hør.”

Det er blevet lørdag og min fars familie kom. Det var far der blev 41 år.

Onkel Kaj var slagter og var den yngste.

Onkel John som jeg var opkaldt efter, var den ældste.

 Og så var der også Tante Kirsten og tante Lis. Og min farmor og mine 2 kusiner, de var tretten og femten år.

Min mormor var den eneste fra min mors familie der var med.

Da de alle sidder ved bordet siger onkel John ”Jeg troede at du havde to sønner, men fætter Jørgen er åbenbart blevet til kusine Jørgen. Så sagde Ruth som var onkel Johns ældste. Han får da ikke mere hår i munden end jeg gør. Jeg har da længere hår end Jørgen.”

Onkel Kaj er men meget festlig en som elsker at synge.

Kapitel 15

Efter fysik timen standser Annette mig på gangen (Hun havde fået bryster, og var begyndt at gå med læbestift) Hun spurgte om jeg kunne komme hjem til mig med et ur som var gået i stykker, og på den måde havde hun inviteret sig selv over.

Klokken kvart i tre stod hun på mit værelse i stramme gule bukser og et blåt cardigansæt.

Sanne kom ind og satte sig på sin seng, lidt efter gik Jørgen forbi og sagde ”Sanne.”

”Ja.” ”kom.” ”Hvad er der?” ”Kom lige.” Så gik hun og Jørgen lukkede døren så de nu var alene igen.

Lidt senere bankede det på døren. Det var Jørgen. Han kom ind med en bakke med 2 glas og en tekande.

Lidt senere kom mor ind og sagde. ”Glem ikke hvad du har lovet.” ”Du skal komme med mormor og mig ned på kirkegården. Klokken er halvt fem.” Da de kommer ned på kirkegården, står de foran en sten og mormor siger. ”Han ville være blevet 71 i dag.” ”Hvordan husker du ham John?” Jeg var kun otte år da han døde. Men jeg husker at han var skaldet, røg pibe og sådan noget. At han altid gik med vest og havde et guldur i lommen. ”En dag når du er stor nok, kommer du til at arve det.”

Da vi kom hjem fra kirkegården, Lå der en fotokopi på min seng. Det var et nodeark med becifringer og tekst. Nowhere Man, en Beatels-sang som jeg havde hørt meget på Jørgens grammofon. Øverst på papiret havde Jørgen skrevet. ”Fra John til John”

Kapitel 16

Den dag i oktober gik vi hjem og derefter ned i parken for at samle kastanjer. Ikke mere end tyve meter væk fra os så jeg far gå sammen med en anden kvinde.

Kvinden var smuk. Hun havde kulsort touperet hår og var iført en kortpelsjakke, en stram, kort nederdel og høje hæle. De drejede til højre og gik ind i en opgang, og da han åbnede døren, lagde han en arm om kvindens skuldre på samme måde, som han ind imellem gjorde med mor.

Mens vi lavede kastanjemænd, smuttede kniven og jeg mærkede bladet gå ind i min venstrehåndflade.

Efter en time så jeg far igen, vi fik øjenkontakt, så han så på mig som om at jeg ikke var der, så gik han hjem ad.

Da der ikke var flere kastanjer spurgte Sanne om vi ikke skulle til at gå hjem af. Så vi gik hjem.

Jeg gik ud i køkkenet til mor som var i gang med at skralde kartofler. Jeg ville sige det til mor, da Sanne kom ud og viste mor den hund hun havde lavet. ”Den hedder Bibo.”

Da far kom hjem og kiggede på mig med et hyggeligt smil under det overskæg som han havde fået for nyligt, vidste at jeg måtte glemme hvad jeg havde set.

”Du er faktisk en ret god sanger, og du spiller verdens bedste sang, skrevet af verdens bedste sangskriver. ” ”John Lennon.” ”Når det var det du mente, da du skrev fra John til John. Jørgen kiggede undrede på mig.

Jørgen spurgte. ”Har du så snavet Annette?”

”Hun havde nok regnet med at du ville tage initiativet.” Han gik igen, og jeg sad og tænkte på om man godt bare kunne køre det.

Jeg gik hen og tog uret i min skoletaske, og syntes ikke det var sjovt mere.

Kapitel 18

Det er begyndt at sne!” råbte en af pigerne.

Troels Pio og jeg havde været her i omkring en time. Vi havde løbet kædetagfat med nogle fra klassen og overgangen over os.

Alle kunne godt lide Troels.

Jeg ville ikke hjem.

Jeg havde holdt Tove fra ottende i hånden.

Jeg voksede vildt hurtigt i øjeblikket, og var nu højere end min mor. Og om et halvt år var jeg fjorten.

Jeg besluttede mig for at tag hjem.

Under lygterne ved bænken dukkede to skikkelser frem. De stod og kyssede hinanden, han havde åbnet en knap i hendes frakke og stukket hånden ind. Det gav et stød igennem mig, da skikkelserne forvandlet sig til Troels og Annette. Han følte det som et slag i stoltheden, da han ikke var forelsket i hende

Kapitel 19

Jeg sag hjemme ved fru Pio og fik en kop kakao, mens hun snakkede om dengang hun var elitedanser og ventede på Troels. Men langsomt indså vi begge at han nok ikke kom lige med det samme. Han sad nok hjemme ved Annette og kyssede og tog hende på brysterne. Fru Pio spurgte om jeg kunne lave ure, så vi gik og i soveværelset hvor jeg så at meget af hendes hår lå på gulvet. Jeg gik hen og tog en lille lok af det i lommen.

Kapitel 20

Det havde sneet om natten. Da jeg kom ud så jeg hr. Meyer der skovlede sne. Han så min hånd og tænkte på den gang hans ven fra Kz-lejren. En aften kom tre SS’er ind i hans barak og begyndte at SPANKE ham, til han ikke havde mere hud på røven.  Det var ikke meningen at jeg skulle høre den historie. Jeg havde fået mareridt af at høre den.

Henne i skolen var der en lugt af våd uld, fra vores sko og støvler, og med lugten af æggemadder og leverpostej. Det gav mig kvalme igen.

Annette spurgte og der var noget galt. ”Det er bare en lortedag.”

Da Sanne og jeg havde fri, gik vi hjem og håbede på ikke at se hr. Meyer. Hjemme på sofaen lå mor, og ved siden af hende stod Doktor Brügel og sagde med sin dybe stemme. ”Jeres mor har fået blindtarmsbetændelse, og skulle ind på hospitalet og få den fjernet.

Far havde købt en ravioli, som vi kunne spise mens han gjorde sig klar til at skulle ud.

Da Jørgen kom hjem var klokken Halv et. Han gik op og begyndte at børste tænder, mens jeg fortalte hvad far havde sagt og gik og lavede.

Kapitel 21

 Jeg sad og spillede til min gamle Phillips grammofon. Den var i mono, og man kunne ikke sætte sin guitar til den.

Senere kom Jørgen ind og spurgte om han skulle ringe til Munk, så vi kunne komme ned og jamme lidt.

Klokken otte trådte vi ind i deres øver. Munk satte sig bag trommerne. Jørgen på sin bas. Og jeg skulle spille guitar og synge.

Da vi var færdige med at spille, så Munk på mig og sagde. ”Okay.” Jørgen havde pralet med hvor god jeg var. Det føltes som om jeg havde bestået en prøve.

Da vi havde spillet nogle numre sagde Munk at han blev nødt til at gå, ellers blev kæresten sur.

Kapitel 22

Det var april og sneen var endelig væk.

Jeg skulle med mor op til hospitalet og se til mormor. Hun havde fået kraft.

Da mor var færdig med at fortælle om nogle venner fra Mallorca. Spurgte mormor mig hvordan det gik med Jørgen. Det gik mor lidt på at det var mig og ikke hende hun spurgte. Jeg fortalte hvordan det gik med ham, da mor afbrød. ”Poul syntes han skal gå på gymnasiet.” Mormor siger. ”Lov mig nu at hvis han vil på gymnasiet, må du ikke stoppe ham. Lov mig det.” Det skulle mor nok love.

”Og dig er jeg ikke bekymret for John, du skal nok klare den.”

Kapitel 23

Mormor blev begravet den 6. maj.

Ude foran kirken trak mor Jørgen og mig til side og sagde. ”Nu må i passe godt på far. Moster Jytte og jeg og pigerne tager en taxa over til mormor gamle lejlighed.” Med pigerne mente hun Sanne og kusinerne. De gad ikke fares brødre i dag.

Der hjemme havde mor gjort det hele klar. Med dug på bordet og kaffe på kanden.

Som sædvanlig rejser onkel Kaj og synger. ”Så gir han nok en lille en.” Jeg gik ud og hentede snapseflasken og nogle øl.

Der gik ikke lang tid før jeg blev sendt ned efter en snapseflaske mere.

Onkel John var i gang med en af sine enetaler om, at man skulle være en vatpik for at få en søn som Jørgen.

Jørgen rejste sig, gik ud i entreen og tog sin jakke på og smækkede døren og gik.

Jeg var skuffede og at far og han brødre var fulde.

Jeg sad på badeværelset og lod tårne trille.

Jeg kunne ikke klare mere. Jeg tog min regnfrakke og gik.

Kapitel 24

Det var søndag og Troels sad overfor mig ved mit skrivebord.  Da han leder efter en blyantsspiser, kiggede han nede i skuffen hvor han fandt en glasbroche som kunne åbnes og inde i den lå der en tot hår. Hvis er des. Jeg kunne have sagt meget andet. Men jeg sagde. ”Det er Annettes. Det var fra da jeg kom sammen med hende.”

Senere da han var gået, lagde jeg mig i sengen og læste i min roman. Det gik der en halv time med. Indtil jeg hørte en lyd nede fra entreen. Jeg smidte min bog, og skyndte med ned og se hvad der var sket.

Jørgen lå på maven på gulvet og den ene arm vredet om på ryggen af far der sad ovenpå ham og prøvede at klippe hans hår. Jørgen skreg. ”Av for helvede.” Og så rullede far fremover og kom op på benene. Der var blod på saksen. Jørgen kiggede sig selv i spejlet, der var klippet flere totter af, og nogle helt ned til huden, og det blødte fra en bar plet.

Far så bange ud. Døren gik op og blev hamret i. Jørgen var væk.

Kapitel 25

Det var fredag ugen efter. Telefon ringede. Det var Annette. Hun ville høre hvorfor jeg havde sagt at hun havde givet mig en lok af hendes hår. Jeg prøvede som en sindssyg at finde på en forklaring. Jeg fortalte at jeg havde været vild med hende sidste år. Og at jeg havde klippet en ganske lillebitte lok af dit hår af og lagde det i en broche, som et minde. Det eneste hun havde at sige til det var, at hun også var vild med mig, og så undskyldte hun.

Jørgen stod foran mig med brochen i hånden, og spurgte om Annette godt vidste det. Jeg fortalte at det ikke var hendes, og mere kunne jeg ikke sige.

Kapitel 26

Jeg gik direkte fra skole og ned til herrefrisøren og blev klippet. Derefter fik jeg over til Troels. Det var fru Pio der lukket op. Troels var ikke hjemme og fru Pio vidste ikke hvor han var henne. Vi gik ud i køkkenet hvor hun begyndte at lave kakao. Jeg bemærket at hun ikke lugtede af sprut, men cigaretter.

Hun spurgte hvordan det gik. Og da jeg fortalte om fars overfald på Jørgen. Sagde hun bare. ”Men du godeste.”

Da jeg spurgte hvordan det gik med hende, begyndte hun at græde. Jeg prøvede at hende ved at spøger hvad der var galt. Men det kunne hun ikke fortælle. Jeg prøvede at finde på noget vi havde tilfælles for at snakke om noget andet. Så kom jeg i tanke om det band Simon og Jørgen havde sammen.

Da jeg kom hjem, smed jeg skoletasken i entreen og bankede på ind til Jørgen.

Da Jørgen ser at jeg er blevet klippet siger han, at jeg skal til at passe gevaldigt på, ikke at ende som en af de Nowhere Kid, der ikke dur til en skid. ”Du skal LEVE livet.

Jørgen fortalte at der ikke gik lang tid til han flyttede.

Jørgen omtalte ikke længere far som far, men i stedet som Ham eller Ham der.

Kapitel 27

Vi var den første klasse der trådte ind i gymnastiksalen. Der var pyntet op, og den gamle talerstol var blevet hentet frem.

Da Troels satte sig ved siden af mig, spurgte jeg om hans forældre kom, det var kun hans far der kom. Og ved mig var det kun min mor der kom.

Salen blev fyldt op med forældre, lærer og elever fra 7., 8. og 9. klassetrin. Nu manglede vi kun de ældste elever. De skulle sidde på de 2 forreste rækker.

Det var Jørgen der fik det højeste gennemsnit på trods af hans frisure. Så skulle Troels bleger sig med at hans storebror skulle på gymnasiet.

Efter sommerferien skulle vi begynde i 8. klasse, også kaldt 1. real.

Han åbnede champagneflasken, proppen sprang op i loftet og lavede et mærke, der sad der mange år efter og måtte have mindet ham om denne sørgelige dag.

Jørgen gik op på sit værelse, tog hans gamle papkuffert i den ene hånd og guitarkassen i den anden. Så gik han hen og gav Sanne et kys på munden, og derefter kyssede han mig på panden, noget han aldrig havde gjort før.

Efter han var gået ud af døren, begyndte far at græde. Det var første gang i mit liv, jeg så far græde.

Onkel John spurgt mig om jeg stadig lavede ure, for han havde min oldemors lille ur med.

”Urmageren sagde at jeg bare skulle smide det væk, men jeg syntes…” ”Så smid det væk.”

Senere holdte far tale. Han sagde stolt at Jørgen havde fået skolens bedste gennemsnit og nu var rejst. Men for os der boede sammen var det nok det bedste.

Selvom han er blevet som han er, så holder vi alligevel af ham. Sagde far.

Jeg havde ondt af far, fordi han elskede Jørgen og ikke kunne sige det til ham og ikke kunne sige undskyld.

Men først og fremmest havde jeg ondt af ham, fordi Jørgen var så meget stærkere.

Senere fandt jeg ud af, at hr. Pio smed fru. Pio ud for af have været utro.

Kapitel 28

”Hvorfor er du så vild efter at flytte ind i det lillebitte værelse.” Spurgte mor.

”Fordi jeg gerne vil have mit eget værelse, helt for mig selv.” Sagde John.

”Sådan sagde Jørgen også,” indskød min far.” ”Og selvfølgelig skal John have det værelse.”

Vi tog på ferie i det sommerhus der lå i Hundested.

Også i år tog vi til Hornbæk for at være sammen med Pio’erne.

Klokken var ikke elleve endnu, så vi gik ned på stranden. Vandet var koldt.

 Lidt længere lå to unge kvinder i bikini. Hr. Pio gik hen og satte sig på hug. De begyndte at grine.

Poul (far) og Hr. Pio er et par gamle liderlige idioter. Troels spurgte om vi ikke skulle gå ind. Men det ville jeg ikke, jeg ville vente til vi alle sammen gik.

Da de alle sammen sad ved bordet sagde de to kvinder at de nok skulle tage noget tøj på inden de skulle spise. Men det var selvfølgelig imod.

Jeg ville ikke høre på dem mere så jeg rejste mig og gik. Gik ud i skoven hvor man kunne høre vandet.

Og lige pludselig, mellem alle de træer følte jeg mig lykkelig. Jeg følte at jeg kunne gøre lige hvad jeg ville.

Når jeg kom hjem efter ferien, ville jeg få et job som flaskedreng, jeg ville lægge pengene til side og købe mig er god forstærker, starte mit eget band.

Kapitel 29

Jeg blev glad da jeg så Jørgen stå uden for skolen.

”Hvor er du blevet langhåret.” Sagde Jørgen ”Hvad siger han til det?”

”Det skal han sku ikke bestemme.” Sagde John

”Ville du med i biografen.” Spurgte Jørgen.

”Op ind på Pias Cafeteria og spise et par pølser. Jeg giver. Også billetten.”

”Halv syv.”

Det var en film der hed Blow Up. Den var ikke egnet for børn under seksten.

Efter filmen vidste Jørgen hvad han ville være. Han ville være filmfotograf.

”Jeg vil være musiker. Ikke som dig. Jeg ville leve af det. Det skal være mit liv.”

Da de kommer ud af biografen, går Jørgen hen og henter sin cykel. Så hørte jeg en stemme bag mig. Det var fru. Pio. Hun var så smuk at jeg fik ondt i maven. En mand stiller sig bag hende og ligger en hånd på skulderen af hende. ”Det er Egon.” Sagde hun. ”Min kæreste.” Vi må videre. Hils din mor.”

Jørgen kørte. Og jeg besluttede at gå langs søen, selvom at det var en omvej. Da jeg nåede til roklubben gik jeg ud på bådebroen til jeg ikke kunne komme længere.